Du hører ikke et kvæk.... Du hører en frø.

photo-1614297569816-2650e91268b9

Hvis noget ikke giver mening, leder vi mennesker efter meningen. Det er en helt automatisk ting, som vores hjerne hjælper os med. Helt ubevidst. Vi udfylder hullerne. Det er den menneskelige natur. En overlevelsesmekanisme, der skal sørge for at vi hurtigt kan drage slutninger om hvorvidt vi er ved at blive ædt af en sabeltiger eller ej. Det er den kortere vej til handling, hvor den urgamle del af vores hjerne tager over. Reptilhjernen. Den del, der ikke stopper op og filosoferer og analyserer om hvorvidt dette pelsede dyr, der står over for mig er ven eller fjende. Kunne den måske have gode intentioner? Måske vil den bare kløs bag øret og have lidt mad. Eller kunne grunden til at den viser mig sine store flotte tænder i virkeligheden være fordi den forsøger at signalere at den har tandproblemer? Det kunne jo godt være, at den i virkeligheden slet ikke er så slem en missekat. Den er jo trods alt lidt blød og nuttet alligevel. Hvis vi skulle igennem hele den tankerække, ville vi allerede være blevet spist.

Det er dog ikke lige det mest sandsynlige at blive mødt med en sabeltiger i 2021. I dag er der lidt større chance for at spise for meget ost, og falde død om med lidt for meget ophobet fedt og kalk i blodårerne. Men vi vurderer stadig ved alle indtryk; Er vi i fare lige nu eller kan vi slappe af? Vi har ikke sluppet overlevelsesmekanismen, hvor der er kortere vej til handling. Og i bund og grund er det jo en utrolig gave, som biologien har fremdyrket til os i en tid, hvor der lurede potentielle farer bag hver en busk. Problemet er bare, at der er væsentlig mindre chance for at blive ædt af et eller andet kæmpe stort dyr midt på byens lokale strøg ved højlys dag, når du er ude og shoppe med cirka en ottendedel af resten af den danske befolkning på en lørdag. Og gudskelov for det. Så… som det sker med så mange andre af vores biologiske mekanismer, kan den komme til at bide os lidt i måsen i dagens Danmark, hvor der jo er indtryk (og dermed potentielle farer) ALLE VEGNE.

”Du hører ikke et kvæk.... Du hører en frø.” var et citat, som jeg læste den anden dag. Jeg kan desværre ikke huske hvor. Selvom det var vise ord, der satte spor i mig og fik mig til at tænke lidt over tingene. For hvor er det dog rigtigt!!

Hvor mange gange om dagen, laver vi mennesker ikke det nummer med at omskrive det der sker omkring os til noget der er forståeligt i vores verden? Vi omskriver det til vores egen kontekst, vores eget humør lige på det tidspunkt, det sprog som vi plejer at tale til os selv i. Putter en etiket på. Det er vores egne tolkninger der kommer i spil. Vores egne overbevisninger, som vi hel ubevidst og ganske automatisk tvinger ned over det objektive, som en lille nissehue til et alt for stort hoved. For nissen følger jo med, husker vi jo nok. Vi ved i bund og grund ikke om det er en frø. Men vi konkluderer det med det samme på baggrund at kvækket. Vi behøver ikke engang at tænke over det.

Og vi gør det alle vegne. Finder frøer. I vores kærlighedsforhold, med vores børn, på vores arbejde og i vores vennegruppe. Ja selv folk vi møder på gaden, som vi slet ikke kender, tillægger vi vores egne usikkerheder, overbevisninger, spejlinger og tanker.

Kender du ikke godt de dage, hvor alt hvad der sker omkring dig virker trist, irriterende og alle ligefrem opfører sig som totale idioter? De dage hvor alt nærmest er galt og går galt? Vi er i høj grad med til at skabe den verden vi lever i ved at sætte etiketter på alt på vores vej. Ikke kun fysisk og mellemmennesker. Men også indeni os selv. Vi giver os selv en label. Rigtig, forkert. Godt eller dårligt.

Hvordan ville det være at møde verden uden en stak af etiketter? At lægge blyanten fra sig og lade være med at skrive mærkater? Hvis vi kan møde verden rent og uden vores forforståelser, kan vi nemmere komme i kontakt med nuet. Med det der er. Det autentiske. Med nysgerrighed, åbenhed og rummelighed. Og ikke bare leve videre i vores egne konstruktioner. Så næste gang du hører et kvæk, så spørg dig selv om det nu også er en frø. Det kunne jo være noget andet.

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!