Stilhed...

photo-1615192118920-d55145f783e2

Stilhed…. En længsel for de fleste. Og alligevel kan den skræmme livet af enhver. Men hvad er det ved stilheden der er så svært? For hvad er stilhed egentlig? Hvad består den af? Kan vi tage at føle på den?

Nogle gange er den øredøvende og andre gange kan man på ingen måde finde den. Den føles som tomhed og alligevel altomsluttende. Når den altså en sjælden gang får plads. Ens værste fjende og samtidig ens bedste ven, som man savner og længes efter. Længsel! Efter et større nærvær. Efter ro.

Men hvordan er det at stå i stilheden med alt sit indre, alt sit kaos, al sin uro? Det kræver mod. At slukke for alt det der larmer. At slukke for støjen. Og bare være. Måske i ingenting. Måske i alting. At mærke alt det der ulmer får os til at søge tilbage ind i støjen. Ind i kaosset. Ind i det velkendte. Det der tilslører. Det der dulmer. Det der gør, at vi ikke kan mærke. Lyset. Livet indeni. Der hvor alt det smukke bor. I tæt sammenslutning med alt det grimme. Med alt det, som vi ikke vil have frem. Det der skal gemmes væk i en låst kiste inde bag hjertet. Og muren. Og lænkerne. I mørket. Så vi slukker for lyset og tænder for musikken. Og så er vi der igen.

Hvordan er stilhed for dig?

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!